Oplev vinderne af KarriereKanonen til Carpark Festival 2023

Musiktalenterne Kris og Dahlin sikrede sig sejren ved KarriereKanonens store finaleshow fredag aften i DR Koncertsalen. Du kan opleve de to vindere på Carpark Festival til sommer.

KarriereKanonen er et af årets største arrangementer for upcoming musik, hvor en jury udvælger to lysende talenter, som du skal holde godt øje med fremover.

Fredag aften kulminerede konkurrencen til et brag af et liveshow med fem finaledeltagere. Her kårede juryen Dahlin og Kris som vindere, der begge fik store klapsalver.

“Hvad fanden skal jeg sige?! Jeg er rørt, meget rørt,” udbrød aftenens ene vinder Kris på scenen, inden han omfavnede Dahlin og poppede en flaske bobler.

Dahlin og Kris er udvalgt ud fra 1.318 kunstnere, der har uploadet musik til KarriereKanonen 2023.

 

En begejstret jury

Jurymedlem Marianne Fruergaard, der står for talentudviklingsforløbet i KarriereKanonen, ser et stort potentiale i de to vindere og forventer, at man kommer til at høre meget mere til Dahlin og Kris:

“Måske er han (Kris, red.) født med det, men han har en naturlighed på scenen, der gør det helt trygt at overvære som publikum. Og jeg elsker hans rastløse energi, som indimellem eksploderer”.

Om KarriereKanonens anden vinder udtaler Marianne Fruergaard: “Dahlin har nogle knæk i sin vokal og fraseringer, der gør, at man bare er nødt til at høre efter! Det føles lidt, som om hun har stået på scenen altid, selvom hun er helt ny”.

Oplev de mest interessante musiktalenter til Carpark Festival

Du kan opleve de to vindere sammen med 15 andre dygtige musikartister til Carpark Festival d. 28.-29. juli 2023.

Billetterne koster kun 160 kr. pr. dag og kan købes lige her.

 

Kris til KarriereKanonen. Foto: Louie Jacob

Om KarriereKanonen 2023

  • KarriereKanonen er et talentprojekt og en konkurrence for nye, danske musiktalenter.
  • Hvert år udvælger KarriereKanonens jury en gruppe navne med særligt talent, som har uploadet musik på dr.dk/kanon.
  • De udvalgte deltager i et talentudviklingsforløb, og efter en semifinale går fem finalister videre til finalen, hvor der kåres to vindere.
  • Årets talenter blev udvalgt blandt 1.318 kunstnere, der uploadede i alt 2.133 sange til KarriereKanonen.
  • Tidligere vindere tæller blandt andre The Minds of 99, Pil, Patina og Katinka.
  • KarriereKanonen er et samarbejde mellem DR og Bandakademiet.
  • Du kan læse mere om KarriereKanonen her.

KULØREN
på den
grå beton

Find os her
Under Bispeengbuen

Bispeengen 20

2000 Frederiksberg

Danmark